Historie

Historie om Roskilde by

Roskilde blev anlagt af vikingerne som handelsplads for mere end 1000 år siden og byen er en af Danmarks ældste byer. Byen er opkaldt Roars Kilde efter Kong Roar og en kilde på stedet, hvilket endte med at blive til Roskilde. I 900-tallet byggede Danmarks første kristne konge, Harald Blåtand, en trækirke i byen, som blev hans og andre konger og dronningers gravkirke.

Omkring år 1070 blev Roskilde omtalt som værende Sjællands største by og danernes kongesæde og byen udviklede sig i middelalderen til at være et dynamisk center med den kendte domkirke som samlende midtpunkt.

Efter byens storhed under middelalderen ændrede byens status sig i forbindelse med kongens satsning på København fra omkring 1400-tallets begyndelse. Roskilde lagde navn til Roskildefreden i 1658, hvor Danmark mistede Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm til Sverige. Det var først fra 1835, at byen igen markerede sig som et politisk centrum, da Stænderforsamlingerne for øerne fik til huse i Roskilde og var en af tre danske rådgivende Stænderforsamlinger, der lagde grunden til Danmarks første demokratiske grundlov i 1849.

En af de store seværdigheder i Roskilde, Vikingeskibsmuseet, rummer seks originale vikingeskibe, kaldet Skuldelev 1-6, fundet i Roskilde Fjord i starten af 1960′erne. Muséet har desuden rekonstrueret en række skibe og både, fem heraf ud fra Skuldelev-skibene. Det største skib er Havhingsten fra Glendalough, som i 2007 sejlede hele vejen til Dublin.

Roskilde tæller i 2013 hele 48.186 indbyggere og er især kendt for tre ting, Roskilde Domkirke, der i 1995 blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste., Roskilde festivalen, der er Nordeuropas største musikfestival og Vikingeskibsmuseet. Domkirken og Vikingeskibsmuseet besøges årligt af flere end 115.000 turister.

Roskilde har også fostret mange vigtige personer i dansk historie blandt andet Louis Pio, grundlæggeren af den socialistiske arbejderbevægelse og senere hen Socialdemokratiet, er født og opvokset i Roskilde.
En anden danmarkskendt roskildenser er Lise Nørgaard, der er kvinden bag den folkekære tv-serie Matador. En serie der i dag er en del af den danske kulturarv og som i 2006 blev listet i Kulturministeriets Kulturkanon.